Nyibestyrelsen.dk

View Original

Kan man (også) sætte bæredygtighed på bestyrelsens agenda?

Photo by ev on Unsplash

Kan man (også) sætte bæredygtighed på bestyrelsens agenda?

Svaret er ja. Punktum. Man kan også sætte bæredygtighed på bestyrelsens agenda. Punktum.

Men hvorfor overhovedet stille spørgsmålet?

Fordi bæredygtighed er endnu én af de kompetencer, der ikke har tradition for at besætte bestyrelseslokalerne, men det er jeg ganske sikker på, vi ganske snart kommer til at lave om på.

For det første fordi vi lige har været gennem en krise. En krise, der betyder, at Danmarks BNP forventes at falde med mere end 5% i 2020. Økonomien lider, og der er brug for nye løsninger.

For det andet fordi flere stemmer fra både det politiske niveau, fra de faglige organisationer og fra erhvervslivet peger på, at det skal være en grøn genstart. En grøn genstart, der sikrer, at vi både tilgodeser økonomien og den grønne omstilling.

For det tredje fordi jeg selv bliver kontaktet af bestyrelsesformænd og ejerledere, som er på udkig efter noget nyt. Som har erkendt, at den måde, vi har gjort tingene på hidtil, meget vel kan komme til kort i en ny verden drevet af nye dagsordener.

Og det gælder også i de danske bestyrelser.

Bestyrelsens rolle

Bestyrelsen er den øverste, strategiske ledelse og skal som sådan beskæftige sig med de allervigtigste, strategiske dagsordener for den enkelte virksomhed. Og er det at komme med på bæredygtighedsbølgen, vil det være naturligt at sætte bestyrelsen forrest i den transformation - som i alle andre store, strategiske transformationer.

Måske kalder det på noget nyt i bestyrelseslokalet at arbejde på den måde. Måske kalder det på nye kompetencer omkring bordet? Måske kræver det simpelthen at bestyrelsen forlader kontrol-regimet og bevæger sig over i den strategiske værdiskabelse med sparring på de forretningskritiske dagsordener, som ikke kan løses ved at kigge i regnskabet. Som måske bedre kan løses ved at kigge i krystalkuglen og at arbejde med at sætte retning - uden helt at kende den præcise vej til målet .

Her fortæller Mie Krog i en podcast, hvordan hun helt konkret arbejder med bæredygtighed i bestyrelseslokalet.

Her fortæller Jeanette Fangel Løgstrup i en podcast, hvordan man også kan sætte bæredygtighed på bestyrelsens agenda.

Hvis man sætter bæredygtighed på bestyrelsens agenda er der også god grund til at se på bestyrelsens sammensætning. Er bestyrelsen klar til at løfte opgaven?

Den værdiskabende bestyrelse

Bestyrelsesarbejdet handler nemlig ikke kun om økonomi, og det handler ikke kun om kontrolfunktionen og risikoanalyserne, som man ellers godt kunne forledes til at tro, hvis man læser selskabslovens §115 om bestyrelsens ansvar.

Den værdiskabende bestyrelse har orden i penalhuset og styr på kontrolfunktionen, men langt størstedelen af arbejdet består i at sikre den strategiske udvikling af virksomheden: At diskutere og drøfte strategiske muligheder og trusler. At sætte en ambitiøs retning for virksomhedens fremtidige virke og vækst. At komme med bud på løsninger og nye perspektiver, der peger længere frem i tiden.

Og her kunne bæredygtighed meget vel være den næste, store strategiske løftestang for virksomhedernes vækst og værdiskabelse. Det peger flere nationale og internationale undersøgelser også i retning af.

Prof. Steen Thomsen, Center for Corporate Governance, CBS, spørger fx i forlængelse af en ny rapport fra EU-komissionen: “Hvad er dine klimakompetencer?“ og refererer bl.a. , at:

Det foreslås, at bæredygtighed skal indgå obligatorisk som kriterium for valg af nye bestyrelsesmedlemmer.

Bæredygtighedskompetencer i bestyrelsen er afgørende i fremtiden

Bæredygtighed er kommet for at blive. Forbrugerne kræver det, medarbejderne kræver det, investorerne kræver det, og flere og flere internt i direktioner og bestyrelser kræver det. Det er nemlig blevet god forretning at være bæredygtig. 

Så kære ejerleder: Hvad betyder den grønne genstart og de øgede krav til og forventninger om bæredygtig omstilling for din virksomhed? Har du allerede svaret? Ja? 

Har du så også den nødvendige, strategiske sparring på, hvilke investeringer og prioriteringer, du skal foretage? Hvilken retning, der er den rigtige og mest værdiskabende for dig?

Ja? Fantastisk! Du er én af de få. Til alle andre, som forholder sig mere famlende til en grøn genstart, er der heldigvis masser af hjælp at hente.

Her har jeg også skrevet til Sustain Report, hvorfor det er vigtigt at sætte bæredygtighed på bestyrelsen agenda - og hvordan man kan gøre.

Sådan sætter du bæredygtighed på bestyrelsens agenda

Se fx den unge generation af bæredygtige forandringsagenter, som vokser frem i disse år. Dem, der stifter virksomheder, som løser fremtidens udfordringer. Dem, der har bæredygtighed i kernen af forretningen. Mange unge i millennial-generationen (dem i start 20’erne til slut 30’erne) sidder allerede i bestyrelser og ejer og driver bæredygtige virksomheder og initiativer, og de kan bidrage i det strategiske arbejde for en bæredygtig fremtid. Her kunne Sustainable Change Makers være et godt sted at kigge hen.

En anden mulighed er at tjekke profiler på nboard.dk, som også har bæredygtighed på kompetenceprofilen.

En tredje mulighed er at beskrive den profil og de kompetencer, der er brug for, og lægge det ud som et åbent opslag på fx LinkedIn. Brug #bestyrelsessøgning for at komme ud til flere relevante kandidater.

Og sidst men ikke mindst kan det også være at bestyrelsen i sig selv har brug for et kompetenceløft. Her er der flere forskellige udbydere , ligesom fx også bestyrelsesuddannelsen på Aarhus Universitet har bæredygtighed med i forløbet, fordi bæredygtighed i allerhøjeste grad hører hjemme på bestyrelses agenda.

Og se så her, hvordan det kan se ud, når en virksomhedsejer vælger at hyre en bæredygtighedsprofil ind i bestyrelsen. Stort tillykke til EnergySolution og til Nette Kirkegaard.

Her skriver jeg også om diversitet i bestyrelseslokalet:

See this gallery in the original post