Nyibestyrelsen.dk

View Original

Går vejen til bestyrelseslokalet gennem mange år med tunge ledelsesposter?

Vejen til bestyrelseslokalet er fyldt af fordomme og fejlagtige forestillinger, og eftersom det er Nyibestyrelsen.dk’s ærinde at rydde alle små og store sten af vejen, tager jeg her livtag med endnu én af fordommene:

Fordommen om at en bestyrelsespost kræver mange års tung ledererfaring.

Vi møder den overalt. Her viser den også tænder på Finans.dk:

»Vejen til en topchefstilling er langtfra så lineær, som den var for nogle år siden. Samtidig har mange bestyrelser øget deres krav til, at en kandidat har flere års erfaring i netop deres industri.

Samlet medvirker det til, at kandidaterne ofte er længere oppe i årerne, før de bliver set som kvalificerede til en position som CEO,« siger Christian Fischer, der er partner i Egon Zehnder

Kilde: “Unge vælger ledelse fra: Eksperter advarer om mangel på kompetente topchefer i fremtiden“ på Finans.dk onsdag den 27. januar 2021.

Det evige fokus på de store virksomheder

Fordommen om den tunge ledelseserfaring som det eneste saliggørende får især liv, fordi det billede, medierne tegner af bestyrelsesarbejdet, altid handler om de allerstørste virksomheder herhjemme. Novo, LEGO, Danfoss, Grundfos. Her kan det meget vel være sådan. Jeg aner det ikke. C25 er ikke mit felt, og C25 udgør også kun 1% af alle danske virksomheder.

Jeg vil derfor langt hellere vende blikket mod SMV’erne, som udgør 99% af alle danske virksomheder. Her er der nemlig i allerhøjeste grad brug for flere forskellige profiler, og det betyder også, at vejen til SMV-bestyrelsen ikke går gennem mange års tung ledererfaring.

De nye og de gamle bestyrelser

SMV-bestyrelserne bidrager dog stadig ganske fint til selv at holde fordommen i live. Iflg. “Danske Bestyrelser og Deres Medlemmer” (CBS 2020) ser billedet nemlig sådan ud:

  1. Over en tredjedel af alle bestyrelsesmedlemmer har en samfundsvidenskabelig universitetsgrad

  2. Over halvdelen har CEO-erfaring fra andre virksomheder

  3. Ca. 33% af alle bestyrelsesposter er besat af medlemmer med en baggrund i topstillinger i 3 andre virksomheder

Derudover kan vi af Danmarks Statistik se, at kun 12% af alle bestyrelsesmedlemmer er under 40 år (2018-tal).

Tung ledelseserfaring er ikke en forudsætning for en bestyrelsespost

See this gallery in the original post

Men der er brug for noget nyt. I “SMV-Bestyrelsen - Hele Vejen Rundt” (Karnov Group 2020) siger forfatterne Mette Neville og Carsten Fode, som også står bag bestyrelsesuddannelserne på Aarhus Universitet, det klart og tydeligt:

“Tordenskjolds soldater er på hjemmarch, og en helt ny brigade af kandidater er kommet frem i frontlinien”

Helt konkret peger Neville og Fode på erhvervsledere under adm.dir.-niveau, specialister med særlige kompetencer, offentligt ansatte og akademikere som nogle af de nye profiler i de danske bestyrelser.

Strategiske udfordringer

Vejen er banet, fordi bestyrelsesarbejdet udvikler sig. Hvor det tidligere var “nok” at løse kontrolopgaven, sker der i disse år en stor professionalisering af bestyrelsesarbejdet, hvor bestyrelsen i langt højere grad adresserer og giver sparring på virksomhedens strategiske muligheder og største strategiske udfordringer.

Så måske skal vi vende blikket i en anden retning, hvis vi vil se bestyrelser, der går forrest ift. til vækst og værdiskabelse. Og bestyrelser hvor der er brug for nye og anderledes profiler end The Usual Suspects.

Lad det være et fromt ønske herfra. Meget mindre fokus på C20-bestyrelserne, meget mere fokus på SMV-bestyrelserne. Noget tyder på, at der er her væksten og værdiskabelsen skal komme fra, og så giver det et langt mere nutidigt billede af bestyrelsesarbejdet i 2021. Jeg sætter min lid til SMV’erne.

Her tager jeg fat i flere fordomme om bestyrelsesarbejdet:

See this gallery in the original post