Nyibestyrelsen.dk

View Original

Bestyrelseskompetencer? Hvad er det?

Photo by Magnet.me on Unsplash 

Det er ikke for sjov, at jeg siger, at vi skal ha’ mange flere profiler i spil i de danske bestyrelser.

Der er brug for det, og jeg bliver faktisk helt deprimeret på de danske virksomheders vegne, hvis ikke vi i en farlig fart får mange flere forskellige perspektiver i spil omkring bordet.

Så tilbage til den sidste af de bestyrelsesbarrierer, jeg møder, når jeg snakker med nye bestyrelseskandidater:

Hvad skal man egentlig kunne?

Man kan også vende spørgsmålet om og spørge: Hvad er det, de kan, dem der sidder med ved bordet i dag?

Bestyrelsesmedlemmer og bestyrelseskompetencer

Skal jeg starte i det polemiske hjørne, er det nok forsvindende få af de eksisterende medlemmer, der er rekrutteret rent og råt efter kompetencer.

Når man i 60% af alle tilfælde spørger nogle, man kender, er det i hvert fald relativt sjældent, at der er udarbejdet stillingsbeskrivelser og komplette kompetencekort. Gætter jeg på. 

Men lad nu det ligge. 

Der er nemlig en relativt simpel måde at finde frem til de rette kompetencer på.

Fag-faglige og bestyrelsesfaglige kompetencer

Først og fremmest skal du skelne mellem dine fag-faglige og dine bestyrelsesfaglige kompetencer.

Dine fag-faglige kompetencer er dem, der fremgår af dit CV. Dem, du bruger i dit daglige arbejde. Den erfaring og viden, du har samlet op gennem dit arbejdsliv. Dem vi kan aflæse af din LinkedIn-profil.

Så langt, så godt. De fag-faglige kompetencer er vigtige, for det er dem, der giver dig en distinkt profil og et særligt fagligt fokus i bestyrelsen. Det er dem, der betyder, at du kan byde ind på bestemte strategiske udfordringer og muligheder.

Det kan være digitalisering, internationalisering, kommercialisering, automatisering, Supply Chain, bæredygtighed og alt muligt andet, og det vil være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvilke store strategiske temaer, der er på agendaen.

Men ud over dine fag-faglige kompetencer, skal du også sætte ord på dine bestyrelseskompetencer.

Hvis vi kun tordner frem med vores faglige kompetencer, kan vi nemlig møde den fordom, at vi ikke er strategiske nok.

Sikke noget vrøvl.

Men så må vi finde en løsning på det.

Sådan finder du dine bestyrelsesfaglige kompetencer

Du skal derfor vise, at du er hamrende strategisk, og her deler jeg altid dette hack med mine kursister:

  1. Gå ind på de bestyrelsesnetværk, du kender

  2. Find deres optagelseskriterier. Det er nemlig de kompetencer, der - iflg. bestyrelsesnetværkene - karakteriserer "Et bestyrelsesmedlem"™️

  3. Sæt kryds ved dem, du har erfaring med

Og hvorfor så det? For at sikre, at vi taler et sprog, modtageren forstår.

En ejerleder eller en bestyrelsesleder kender ikke nødvendigvis din fag-faglighed ud fra andet end nogle meget overordnede overskrifter og ved måske heller ikke med sikkerhed, hvordan din faglighed kan bringes i spil i bestyrelseslokalet.

Så tal det sprog han / hun forstår og brug de ord, der instinktivt giver mening i en bestyrelsessammenhæng. Det er de ord, du finder i øvelsen ovenfor.

Og bare lige for at foregribe: Jep, det bliver fyldt af buzzwords. Jeg har efterhånden både erkendt og accepteret, at det er sådan bestyrelseslingo lyder :)

Jeg uddyber hack'et her, hvor jeg også har samlet en oversigt over nogle relevante bestyrelsesnetværk.

Vi ses i Bestyrelsesland - og det vil jeg glæde mig til :)

Hej fra Laura.

P.S. Er du klar til at lave en knivskarp bestyrelsesprofil, som er den one-pager, der stiller skarpt på dit bidrag i bestyrelseslokalet, kan du hente min skabelon til en knivskarp bestyrelsesprofil lige her.

Her skriver jeg også om det værdiskabende bestyrelsesarbejde:

See this gallery in the original post