Bestyrelsesformand: Sådan håndterer jeg Corona-krisen i mit bestyrelsesarbejde
Nogle gange bliver jeg decideret star struck over de mails og beskeder, jeg får på nyibestyrelsen. dk.
Således også, da Carl Erik Skovgaard pludselig var i min indbakke for at dele, hvordan han går til bestyrelsesarbejdet og ikke mindst -ansvaret ifm Corona-krisen. For Carl Erik er sej. Mega sej. Så jeg er dybt taknemmelig.
Carl Erik skrev, fordi han netop havde sendt en mail ud til alle sine kontakter, hvordan han ville anbefale, at de gik til Corona-krisen, og det ville han gerne dele - ikke blot med mig men med alle på nyibestyrelsen.dk.
Og jeg synes, det er godt, så hermed deler jeg også mailen med dig - med mine egne overvejelser flettet ind i Carl Eriks.
Hold tæt kontakt
Mailen er sendt til både direktioner, ledergrupper og bestyrelseskolleger i de virksomheder (ca 30 virksomheder/koncernen), hvor Carl Erik har ledelsesposter.
Og det er interessant. For det er ikke nok, at vi skruer op for frekvensen af bestyrelsesmøder. Det er vigtigt, at vi etablerer kanaler, hvor alle kan komme til orde på tværs af virksomheden. Det er én af mine kæpheste, at vi i SMV-bestyrelserne skal ha’ et bredere netværk i vores virksomheder - ikke kun med ejerleder eller direktion.
Carl Erik deler også eksplicit formålene med at sende mailen:
At holde en god løbende kontakt – give modtagerne en anledning til at give mig et kald eller lægge mig en mail – i denne Corona-krise.
Sikre at arbejdet med Forretningsudvikling, Strategier og Business Planer ikke bliver glemt – midt i denne ”kamp”
Sikre mig at virksomhederne begynder at lægge planer for tiden efter lockdown-perioden – selvom vi nok minimum har 5-6 uger endnu før der lempes væsentligt
Sikre mig at vi får gennemført frekvente T-Con-møder og holder gang i kontakten mellem Direktionen/Ledergruppen/Ejerne og Bestyrelsen.
Kig stadig fremad - også på den lange bane
Og ja, jeg er enig. Vi skal være i kontakt, og vi skal kigge fremad. Der kommer en tid efter krisen, og dér skal vi sikre, at de beslutninger, vi træffer nu, ikke stiller forhindringer i vejen for de ting, vi gerne vil gøre, når vi kan begynde at geare op igen.
Faktisk viser det dig i flere virksomheder, at de beslutninger vi måske nu træffer af nød kan vise sig bæredygtige på den anden side også. Det er fx de mange online og digitale aktiviteter og kanaler, vi nu er nødt til at bruge. Det kunne godt give mening at bevare og endda videreudvikle efter krisen.
Få styr på forretningsmodellen
Helt konkret anbefaler Carl Erik sine virksomheder at tage udgangspunkt i Alignment Squared Model, som 3 forskere fra CBS har udviklet og hen over de seneste uger har delt på LinkedIn sammen med en workbook, der trin for trin fortæller, hvordan modellen bruges.
Forskerteam’et er Thomas Ritter, Carsten Lund Pedersen og Christina Merolli Poulsen.
Her kan du læse mere om baggunden for modellen, men i denne sammenhæng skal det handler om, hvorfor den er relevant i bestyrelseslokalet ifm. den krise, vi står midt i.
Det handler nemlig om at få et fuldt overblik over virksomhedens forretningsmodel - lige nu og her set i lyst af Corona-krisen. Som Carl Erik også skriver er der stor forskel på hvor meget de enkelte virksomheder er blevet ramt af Corona-krisen på kort sigt – men der er nok ingen tvivl om at alle virksomheder vil blive påvirket på mellemlangt og langt sigt.
Det er derfor fuldstændig oplagt at kortlægge og analysere forretningsmodellen for at se, hvor der skal - eller med fordel kan - justeres.
Og det med forretningsmodellen er i øvrigt et rigtig godt råd i bestyrelsesarbejdet generelt (også i fredstid), idet forskning fra Aarhus Universitet også viser, at virksomheder med en tydelig strategi performer bedre end virksomheder uden. Strategien starter i forretningsmodellen.
Lav en handlingsplan
Jeg arbejder ofte selv med Business Model Canvas som strategimodel. Den bruges også på bestyrelsesuddannelsen ved Aarhus Universitet, men bestyrelsesuddannelserne på CBS bruger Alignment Squared-modellen, og det er også den, Carl Erik tager udgangspunkt i i sine konkrete anbefalinger til de virksomheder, han opererer i:
Brug 25 min på at se VIDEOEN – den taler for sig selv: https://lnkd.in/gnTU_cV
Hvis I er enig i at analysemodellen – og betragtningerne i den - er relevante for den/de virksomhed(er) du har med at gøre - så sende denne mail videre til din ledergruppe, bestyrelse, netværk og hvem du mener den kan være relevant for
Direktionen/ledergruppen bør komme med et oplæg til bestyrelsen på de ”YDRE FORHOLD” der har/vil ændre sig – og hvilke påvirkninger dette vil give
Dette oplæg skal bruges til at vi i bestyrelsen laver en FORVENTNINGSAFSTEMNING – gerne i en T-Con
Når forventningsafstemningen er udarbejdet - så lad os på et snarligt drøfte møde/T-Con drøfte direktionens/ledergruppens oplæg til nogle præcise tiltag/actions i en konkret handlingsplan for genopstart efter Corona – gerne delt op i de tre faser:
Hvad skal vi gøre i resten af lockdown-perioden (Under krisen)
Hvordan kommer vi helt op i gear igen (Lige efter krisen)
På hvilke punkter skal vi justere i vores forretningsmodel (Efter krisen)
Og eftersom Carl Erik (heller) ikke har en direkte linie til Mette Frederiksen (eller Søren Brostrøm eller Vorherre) er vi nødt til - som led i en forventningsafstemning - at drøfte eller gætte på
Hvornår ender ”lockdown-perioden” og hvordan åbnes der igen ?
Hvor lang er den periode forskerne kalder –”Lige efter krisen” – for den virksomhed vi arbejder med ?
Hvornår går vi ind i den fase/periode forskerne kalder – ”Efter krisen” – er det 3,6,9 eller 12 måneder efter lockdown ?
Tusind tak til Carl Erik for at dele.
Vi er allerede i gang med arbejdet i “mine” bestyrelser - håber også du kan bruge inspirationen til arbejdet i “dine” bestyrelser.
Og ja, der er mange, der deler værdifuld viden for tiden, så se evt. også denne artikel fra Nexxt Management, som har interviewet en række bestyrelsesformænd og samlet op på deres allerbedste råd ift. bestyrelsens ageren under Corona-krisen.