Nyibestyrelsen.dk

View Original

Deltager du i debatten? Så er du måske i fuld gang med Guerilla-taktikken 🍃

Du har helt sikkert hørt om synlighedsstrategien. Det er nemlig det første tip, jeg altid giver, når jeg bliver bedt om et godt råd til at lande den første bestyrelsespost. Du kender det sikkert allerede. Det er:

Sig det højt!

Lige den del er der mange, som ikke bryder sig om (her kan du fx læse om Katrines forbehold), og derfor uddyber jeg også i dette blogindlæg, at der er mange måder at sige det højt på.

Kender du guerilla-taktikken?

På mine kurser introducerer jeg derfor også guerilla-taktikken lige efter synlighedsstrategien, fordi den er lidt mere overkommelig at bide skeer med.

Det er nemlig her, vi sniger os lidt mere ubemærket rundt i landskabet og positionerer os selv som bestyrelsesmedlemmer.

Ikke ved at smide bomber men ved at smide et like, en kommentar eller en deling her og der på det bestyrelsesrelevante indhold, vi finder interessant.

Du øger dine muligheder betragteligt, hvis du deltager i debatten og deler de ting, du læser eller lytter til, som er relevante i en bestyrelsessammenhæng.

Principielt kunne du nemlig være verdensmester i bestyrelsesarbejde, uden at nogen vidste om det, og det er endnu én af pointerne ift. at komme i gang med bestyrelsesarbejdet.

Du er nødt til at gøre verden opmærksom på, at du er interesseret.

Del din viden og deltag i debatten

Her er det smarte så, at du kan bruge alt det, du ved, til at bringe dig selv i spil - og gradvist træde længere og længere ind på bestyrelsesscenen.

For mange er det nemlig grænseoverskridende at dele viden og poste indlæg på sociale medier. Særligt LinkedIn og Twitter som har et fokus på faglig viden. Og det er fint. Så kan du bare starte med at like noget andre skriver eller har delt. Se fx #bestyrelse på LinkedIn.

Dernæst kan det være, du begynder at dele eller kommentere på indhold - og til sidst kan det være, du selv skriver indlæg eller deler artikler med en kommentar om, hvordan du forholder dig til indholdet el. lign. 

Mekanismen er denne: Jo mere du taler om bestyrelsesfaglige emner, jo nemmere er det for verden at se, at du er en kandidat i det spil. Simple as that.

Hold dig opdateret og orienteret via podcasts

Der er rigtig mange steder, man kan holde sig opdateret og orienteret, hvis man interesserer sig for bestyrelsesarbejde. Jeg er fx også vild med podcasts, og her findes der også en masse spændende indhold om bestyrelsesarbejdet, som jeg har samlet på denne playliste.

Rigtig god fornøjelse. Jeg iler til med et “first like”, hvis jeg pludselig ser dig i strømmen :)

See this gallery in the original post