Den største fejl en virksomhed kan begå er ikke at turde satse på de unge
Kampen for mere diversitet i de danske bestyrelser er langt fra slut. Men undervejs er det også uhyre vigtigt at stoppe op og fejre de mange (og hey, husk også de små) milepæle og forandringer, som jeg spotter i det danske bestyrelseslandskab.
Sådan en forandring har virksomheden GEV i den grad igangsat.
I 2023 etablerede GEVs bestyrelse nemlig et Young Advisory Board, som skal rådgive, kvalificere, hjælpe og udfordre bestyrelsen.
Det er jeg stadigvæk helt på toppen over. Altså kæmpe YAY og ikke mindst kæmpe forbillede siger jeg bare!
Det leder mig også til en af mine mange kæpheste, når det kommer til de danske bestyrelser.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi ikke i langt højere grad inviterer de unge indenfor i det strategiske arbejde. Det ser jeg som en kæmpe fejl…
1. Fordi de unge mennesker kommer med nye perspektiver, der kan udfordre status quo. Deres nysgerrighed og anderledes perspektiv er en overset evne, som kan gøre en afgørende forskel i bestyrelsessammenhæng. Bum.
2. Fordi de unge besidder nogle helt andre bestyrelseskompetencer. Hvis der kun sidder Jens’er i jakkesæt rundt om bordet, så risikerer vi at se verden gennem en meget snævert kikkert. There I said it.
3. Fordi fremtiden er de unges – men det er vores ansvar at give dem plads til at forme den. Hvem er bedre kandidater til at handle langsigtet og uden bagtanker end dem, som engang skal overtage roret?
Bestyrelsesformanden for GEV, Jørgen Kristensen har en klokkeklar forklaring på, hvorfor de netop har valgt at etablere et Young Advisory Board:
”De unge generationer ejer fremtiden. De skal leve med de valg, vi lidt ældre træffer for verden og fremtiden. Derfor vil vi give dem en stemme”
Som stolt bestyrelsesaktivist kunne jeg ikke være mere enig med Jørgen.
Jørgen Kristensen sætter hovedet på sømmet og afslutter:
“Bestyrelsesarbejdet er en vigtig del af den demokratiske proces og særligt for os i andelsvirksomhederne. Vi har ambitiøse projekter og mål for både forsyningen, virksomheden GEV og ikke mindst vores påvirkning på klimaet. Men vi har brug for de unge stemmer, som tør udfordre os og ser verden i et andet lys”
Kom med ombord sammen med Sarah, Anna, Nicklas og Sara
Boardet består lige nu af 4 knivskarpe unge mennesker, men GEV lægger ikke skjul på, at de altid er på udkig efter nye kandidater!
Som en del af GEVs Young Advisory Board kan du være med til at
skabe løsninger til fremtidens bæredygtige og fossilfri forsyning i Grindsted.
Du vil desuden blive en del af et skræddersyet forløb med fokus på at udvikle dine kompetencer. På den måde giver GEV dig de bedste muligheder for at hjælpe dem. Det er, hvad jeg kalder en win-win situation.
Hvis du er nysgerrig, så kan du læse meget mere her.
Hej fra Laura.