Nyibestyrelsen.dk

View Original

Er bestyrelsesarbejdet kun for de særligt seje?

Photo by Frederikke Antonie Schmidt, Roccamore

En søndag i marts 2022 fik jeg lov til at stå på scenen i den smukke, gamle børssal hos Dansk Erhverv. Det var Roccamore, der havde inviteret som en del af #RespectHighHeels-kampagnen, og jeg er altid klar til at stille op, når det handler om at få mange flere forskellige profiler i spil i de danske bestyrelser.

Det handlede - no surprise - om vejen til den første bestyrelsespost, og jeg tog udgangspunkt i mine egne barrierer.

Der var nemlig især to ting, som gjorde, at jeg for 5 år siden *overhovedet* ikke kunne se mig selv i en bestyrelse. Jeg troede:

  1. At bestyrelsesarbejde kun var sådan noget de særligt seje kunne lave

  2. At det udelukkende handlede om tal og regnskaber og kontrol

...og det kunne jeg slet ikke se mig selv i.

Men det fantastiske er, at sandheden viste sig at være en helt anden:

  1. Bestyrelsesarbejde er for alle

Bestyrelsesarbejde er nemlig noget helt almindelige mennesker laver hver evig eneste dag. Det er ikke kun for dem, du ser i medierne, når Mærsk fremlægger årsregnskab, eller når Vestes ændrer forventninger til Q4.

Kig derfor ud i de små og mellemstore virksomheder for at finde nye rollemodeller, som du måske bedre kan spejle dig i end alle de koryfæer, der altid indgår i mediebilledet. Kender du ikke nogle. må du meget gerne låne af mig. Jeg har en helt samling af relatérbare rollemodeller lige her.

En anden stor fordel ved at se efter de helt almindelige mennesker, der arbejder ude i SMV-bestyrelserne er, at de små og mellemstore virksomheder udgør 97% af alle danske virksomheder. Derfor er det også her, langt størstedelen af alle bestyrelsesposterne gemmer sig, og så er det her, det sjove bestyrelsesarbejde foregår, hvis du spørger mig.

Bestyrelsesarbejdet har nemlig en helt anden karakter i de små og mellemstore virksomheder end i de allerstørste. I SMV’erne kommer vi langt tættere på virksomheden, og der er langt kortere fra tanke til handling. Det kan du læse meget mere om her.

I denne episode af min podcast gennemgår jeg mange flere forskellige former for bestyrelser.

2. Bestyrelsen arbejder med meget andet end tal og regnskaber og kontrol

Iflg. selskabslovens §115 er bestyrelsen er virksomhedens øverste strategiske ledelse og skal som sådan byde ind på lige præcis de store, strategiske dagsordener, som er vigtige fra virksomhed til virksomhed. Det kræver meget mere og meget andet end at være god til tal.

Hvis vi kun har dem, der er gode til tallene i vores bestyrelser, er der perspektiver, vi misser.

Ting, vi ikke får øje på i tide.

Muligheder vi ikke kan byde begavet ind på.

Danske virksomheder og dansk erhvervsliv fortjener #bedrebestyrelser, og det kræver, at vi får mange flere perspektiver i spil omkring bordet.

Synes du stadig det er svært at gennemskue, hvad man skal kunne - og om dine kompetencer er relevante i en bestyrelse? Så læs med her, hvor jeg uddyber det med kompetencerne.

Eller gå ind og læs om alle de relatérbare rollemodeller, som kan alt muligt andet. De arbejder med salg, kommunikation, marketing, digitalisering og alt muligt andet. Det er nemlig nogle af de ting, der (også) er brug for i de danske bestyrelser.

Vi ses i Bestyrelsesland - og jeg glæder mig!

P.S. Hop lige ind på Roccamore og se sortimentet. Frederikke fortjener al opbakning for det kæmpe store arbejde med konferencen.

Her skriver jeg også om det værdiskabende bestyrelsesarbejde

See this gallery in the original post