Ejerlederen: En nøgle til at få flere forskellige profiler i spil i de danske bestyrelser
Der er masser af forskning, som dokumenterer ejerledernes forbehold mod at få en professionel bestyrelse med eksterne medlemmer og dermed flere forskellige profiler. Kort sagt vil ejerlederne bestemme selv, og de vil ha' deres frihed.
Ejerlederens frihedstrang og modvilje mod kontrol kan være en barriere for det værdiskabende bestyrelsesarbejde, og det har jeg bl.a. skrevet om i “Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt”.
Men når vi nu kender alle forbeholdene, er det også så befriende, når en ejerleder fortæller om alle *fordelene* ved at etablere en bestyrelse med eksterne medlemmer.
Gitte Kirkegaard er adm.dir. og 3. generation i Logitrans A/S, og i denne artikel fortæller hun, hvordan en bestyrelse med eksterne medlemmer skaber værdi for Logitrans.
Derudover skriver Gitte også:
Brug tid på at finde de rigtige medlemmer. Det er ikke nødvendigvis din bedste ven, fætter eller søster. Søg aktivt - og bredt - og vær bevidst om hvilke kompetencer, du vil have ind i bestyrelsen. Samtidig er det min anbefaling at skabe en mangfoldig bestyrelse med diversitet i både kompetencer, alder, baggrund og køn. Det skaber en god dynamik og giver dig mulighed for at få forskellige input og dermed et mere nuanceret billede af, hvordan du skal drive din virksomhed.
Og det er den slags visionære og ambitiøse ejerledere, der er med til at bane vejen for at vi får flere forskellige profiler i de danske bestyrelser - så hold øje med dem, hvis du også har ambition om at blive #nyibestyrelsen.
Læs selv hele Gittes artikel her.