Nyibestyrelsen.dk

View Original

Ejerleder Gitte Kirkegaard: Sådan bruger jeg min bestyrelse

Vi bruger vores bestyrelse rigtig meget til at skabe udvikling og vækst, vi bruger dem som sparringspartnere til de ting, vi gerne vil lykkes med ift. strategien.

Dér handler det om de rigtige kompetencer, så man kan få den sparring, der kan være svær at få som ejerleder, når man selv har været i virksomheden i mange år.

Ejerleder og adm.dir. Gitte Kirkegaard, Logitrans

Jeg harcelerer ofte over, at mediebilledet er så ensidigt fokuseret på de store virksomheder, når de store virksomheder kun udgør 1% af alle danske virksomheder. 99% af alle danske virksomheder er SMV’er, og det er ikke bare her, en stor del af værdiskabelsen og beskæftigelsen kommer fra. Det er også her, vi for alvor kan - og skal - sætte gang i det værdiskabende bestyrelsesarbejde.

Derfor blev jeg også glad, da Dansk Industri inviterede til SMV-dagen 2021 - og endnu gladere da jeg så Gitte Kirkegaard, ejerleder i Logitrans, på programmet. Gitte har nemlig fuld fart på det værdiskabende bestyrelsesarbejde, og på SMV-Dagen fik hun mulighed for at uddybe, hvad det helt konkret betyder for hende som ejerleder.

Jeg arbejder selv i bestyrelsen for Logitrans og holder mig selv helt ude af ligningen. I stedet refererer jeg loyalt alle Gittes ord fra SMV-dagen. Det er nemlig ren guf for alle os, der brænder for det værdiskabende bestyrelsesarbejde.

Kun halvdelen har professionelle bestyrelser

See this gallery in the original post

Scenen blev sat med en online afstemning mellem de 850 deltagere. Spørgsmål og svar så sådan ud:

Har du professionelle medlemmer af din virksomheds bestyrelse?

Ja: 57%

Nej: 43%

Interessant at kun lidt over halvdelen af alle deltagere på SMV-Dagen har en professionel bestyrelse. Måske det ændrer sig efter Gittes indlæg? Argumenterne er i hvert fald overbevisende.

Bestyrelsens arbejde

Gitte Kirkegaard er 3. generation i Logitrans, og da Gitte for 5 år siden overtog posten som adm.dir. i Logitrans, valgte familien og bestyrelsen at finde en ny, ekstern bestyrelsesformand, i stedet for - som i mange andre virksomheder - at sætte den afgående adm.dir. (som også er Gittes far) for bordenden.

I samme anledning gik bestyrelsen i gang med at arbejde på en ny måde. I stedet for at bruge tiden på at kigge tilbage, analysere og diskutere nøgletal mv., blev bestyrelsen involveret i det strategiske arbejde, og medlemmerne blev på bestyrelsesmøderne i langt højere grad brugt som sparringspartnere ift. at bidrage til virksomhedens udvikling og vækst.

I dag fungerer bestyrelsen som et fortroligt rum, og bestyrelsesmedlemmerne fungerer som sparringspartnere, der hjælper med at skabe større værdi og - ultimativt - en bedre arbejdsplads. Bestyrelsen kigger fremad, ikke tilbage. 

Udvikling og vækst i stedet for kontrol og historik

Helt konkret blev dagsordenen for bestyrelsesmødet vendt på hovedet, så i dag fungerer det sådan, at alt materiale bliver sendt ud til bestyrelsen en uge før mødet. På selve mødet bruger bestyrelsen 1 time på at diskutere det fremsendte materiale. Så kan bestyrelsen dykke længere ned i tallene og stille spørgsmål til driften og det skete for seneste kvartal.

Men resten af tiden handler om udvikling. For at få en god, faglig diskussion bruger Gitte tid før mødet på at forberede en case, hun - eller andre i ledergruppen - gerne vil have input til. 

Casebeskrivelsen er typisk en one-pager eller nogle få slides, der beskriver udfordringen og det problem, bestyrelsen skal bidrage med løsninger til. Der kan også ligge mulige løsningsforslag fra Gitte eller andre i ledelsens side, og så er det dem, bestyrelsen diskuterer og perspektiverer - og ofte kommer med andre bud og helt andre løsninger på.

For Gitte betyder at, at bestyrelsen kan bruges som en god sparringspartner, for diskussionerne i bestyrelseslokalet giver adgang til kompetencer, perspektiver og løsningsforslag, som ikke ville komme frem, hvis alle strategiske cases udelukkende blev behandlet internt i virksomheden.

Forskellige kompetencer i bestyrelsen

Gitte er bevidst om, at bestyrelsen kan give en anden sparring end dem, der har været i virksomheden i mange år, alene af den grund, at bestyrelsens medlemmer kommer i andre virksomheder og ser tingene mere udefra. 

Men det handler også med at få de rigtige kompetencer med omkring bordet, så man kan diskutere relevante strategiske udfordringer ud fra et højt, fagligt niveau.

“Men hvordan får man de rigtige medlemmer med omkring bordet?”, lyder det naturlige spørgsmål fra vært Tine Götzsche.

Rekruttering af nye bestyrelsesmedlemmer

Her er Gitte knivskarp, og alle os her på Nyibestyrelsen.dk må klappe i vores små hænder, for Gitte slår fast, at de bedste bestyrelsesmedlemmer ikke rekrutteres i det nære netværk.

I stedet anbefaler hun, at virksomheder, som er på udkig efter nye medlemmer til bestyrelsen, fokuserer på, hvilke kompetencer, der er brug for. At man er ærlig over for sig selv og spørger: Hvad mangler vi? Hvad ved vi ikke nok om ift. de ting, vi gerne vil? Hvad kan løfte vores virksomhed?

Og dernæst er det afgørende, at der udarbejdes et decideret stillingsopslag, som slås åbent op. På den måde kommer man bredere ud og finder andre end dem, man lige kender fra det nære netværk.

Jeg har gemt det åbne stillingsopslag, jeg reagerede på, og du kan også se det lige her. I samme artikel kan du også se det åbne opslag, jeg reagerede på fra Vest Administrationen.

Bestyrelsesmedlemmer uden bestyrelseserfaring

Det dér med nye medlemmer påkalder sig altid en smule opmærksomhed, for det er jo ikke sådan de danske virksomheder plejer at gøre. Det har jeg tidligere skrevet om her. Man behøver nemlig ikke bestyrelseserfaring for at kunne bidrage i bestyrelsen. Der er brug for specifikke kompetencer til at løfte niveauet, og det har ikke noget med bestyrelseserfaring at gøre. Det er kompetencer, der er brug for. 

Fokus på kompetencer giver yderligere den fordel, at bestyrelsen får en større mangfoldighed og diversitet, som sikrer, at bestyrelsen kan give endnu bedre sparring på de strategiske udfordringer.

Kom i gang!

Til slut i indslaget bliver Gitte spurgt om gode råd til dem, der endnu ikke har en professionel bestyrelse, og der er ingen tøven i svaret: Kom i gang! 

Gitte anbefaler, at man evt. starter med et par medlemmer og her fokuserer på, hvad der er brug for for at styrke virksomheden. Der er ingen grund til at lade være, for man kan som virksomhedsleder og -ejer på en god og nem måde få gode kompetencer ind og lukke hullerne i strategien.

Gitte er meget bevidst om, at man som ejerleder ikke selv kan det hele, og derfor er det godt at få nogle ind, som kan noget andet, og at lade dem hjælpe.

Det bliver man også selv både dygtigere og klogere af. Faktisk mener Gitte selv at hun med en stærk og værdiskabende bestyrelse ikke bare får en bedre virksomhed - hun bliver også selv en bedre leder.

SMV-dagen tog 2 timer, og du kan genopleve det hele via video her. Indslaget med Gitte starter ved 59 min.

Til alle nye medlemmer: Sæt i gang!

Afsluttende vil jeg gribe depechen og lade den overbevisende opfordring gå direkte videre til alle bestyrelseskandidater, som endnu ikke har fået den første post: Kom i gang!

43% af de adspurgte 850+ deltagere havde (endnu) ikke en værdiskabende bestyrelse, og efter Gittes opsang burde døren være wide open for nye medlemmer - også dem uden bestyrelseserfaring men med kompetencerne i orden.

Er du i tvivl om, hvordan du finder vej, kan du hente min freebie med de 3 bedste veje til den første bestyrelsespost lige her:

See this content in the original post

Her kan du læse meget mere om SMV-bestyrelserne

See this gallery in the original post