Julie Lindegaard har flere bestyrelsesposter og deler, hvad kommunikatøren især kan byde ind med
Kender du Clubhouse? Det var et lydbaseret, socialt medie, som ikke findes mere. Men for mit vedkommende er det også meget meget mere. Det var blandt andet stedet, hvor jeg mødte Julie Lindegaard for første gang.
Jeg var simpelthen så heldig, at Julie havde inviteret Mette Frobenius og jeg ind for at snakke om bestyrelsesarbejdet generelt - og dertil også om de kulturbestyrelser som Julie arbejder i.
Julies rolle i bestyrelseslokalet er blandt andet at skabe strategisk synlighed, hvor hun er særligt optaget af kommunikation, strategi, ledelse og udvikling.
Vi er så heldige, at Julie gerne vil dele sin historie. Læs med her og lad dig inspirere!
Hvad laver du i dit daglige arbejde?
Jeg arbejder i dag som foredragsholder, ordstyrer og kommunikationsrådgiver. Derudover er jeg også bestyrelsesmedlem.
Hvorfor valgte du at gå ind i bestyrelsesarbejdet?
Jeg er optaget af strategi, kommunikation og udvikling. Som bestyrelsesmedlem kan jeg bruge mine evner til at skabe strategisk synlighed i virksomheden.
Havde du nogle forbehold eller fordomme om bestyrelsesarbejdet, der holdt dig tilbage?
I flere år troede jeg, at jeg skulle have en økonomisk eller juridisk baggrund. Jeg valgte dog en anden retning, da jeg synes, at strategisk kommunikation er hamrende vigtigt for udviklingen i en virksomhed eller organisation. Netop derfor vidste jeg, at mine kompetencer er vigtige - også i bestyrelseslokalet.
Jeg mener ikke, at ledelsen kan træffe beslutninger, som ikke kan kommunikeres. Det er derfor vigtigt, at der altid er én med kommunikationskompetencer i bestyrelseslokalet. På den måde sikres, at det, der besluttes kan kommunikeres og forklares. Det er ligeså vigtigt som eksempelvis økonomi og jura.
Hvordan fik du din allerførste bestyrelsespost?
Jeg blev kontaktet for at anbefale en relevant kandidat. Her henviste jeg til en ældre mand, som jeg tænkte ville passe godt ind. Han blev glad for henvisningen, men foreslog i stedet, at bestyrelsen spurgte mig.
Så ja, der var en fremsynet mand, der synes diversitet er vigtigt - og at kommunikation er en vigtigt kompetence for alle bestyrelser. Takket være ham fik jeg derfor tilbuddet, hvor jeg valgte at sige ja.
Siden min første bestyrelsespost har jeg erfaret at mine kompetencer er vigtige. Mit blik på verden, virksomhedsudvikling, kommunikation og strategi - netop dét kan jeg bidrage med.
Denne erfaring har betydet, at jeg har kontaktet en siddende bestyrelse og tilbudt mine kompetencer. Så ja, jeg har lært at stille op, sige det højt til de relevante parter og dermed blive valgt ind.
Hvad kan du bidrage med i bestyrelseslokalet - og hvordan skaber det værdi for virksomheden?
Jeg er garant for at vi arbejder efter strategien - og at det kan kommunikeres og forklares.
Hvad er det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse ?
Jeg synes, at ansvaret og muligheden for at påvirke retning og strategi er det bedste ved at være en del af bestyrelseslokalet. Og ikke mindst, at se udviklingen over tid. Netop dét motiverer mig!