Må man lave konsulent- og bestyrelsesarbejde - i den samme virksomhed?

Der er mange, som skriver til mig for at få svar på stort og småt om bestyrelsesland, og hver gang jeg får nye spørgsmål, som jeg endnu ikke har besvaret her på hjemmesiden eller i min podcast, skriver jeg en artikel som denne ud fra devisen:

Er der én, som er i tvivl, er der nok flere.

…Og hvis jeg virkelig gerne vil afmystificere bestyrelsesarbejdet, skal alle kunne finde svar ved mig.

Således også M, der egentlig ikke spurgte specifikt til det med konsulentarbejdet.

Det uprofessionelle bestyrelsesarbejde

Faktisk spurgte hun mere generelt, om jeg også engang imellem oplevede uprofessionelle øjeblikke i bestyrelsesarbejdet?

Og ja, det gør jeg.

Også i den form, som M uddybede for mig:

Jeg har nemlig også både oplevet og hørt om bestyrelsesmedlemmer, som løser en anseelig mængde konsulentopgaver for de virksomheder, der er tilknyttet.

Uden at det nødvendigvis er hverken transparent eller tydeligt for resten af bestyrelsen, hvad opgaverne går ud på.

Det er - i bedste fald - uprofessionelt.

I værste fald i strid med reglerne for habilitet og uafhængighed.

Ja, man må gerne lave konsulentarbejde og bestyrelsesarbejde

Men tilbage til starten, for egentlig er svaret ja:

Ja, man må gerne lave konsulent- og bestyrelsesarbejde - i den samme virksomhed.

Det er ikke ulovligt, og faktisk er der ret mange, der gør det.

Bestyrelsesrapporten 2022 fra BoardPartner viser, at 44% af alle bestyrelsesmedlemmer og -formænd laver konsulentarbejde ved siden af deres bestyrelsesarbejde - i den samme virksomhed.

Men selvom det ikke er ulovligt, og selvom det nærmest virker som helt normal praksis, er det super vigtigt at være opmærksom.

Sørg for fuld transparens

Det er nemlig særdeles god bestyrelsesstil, at evt. konsulentarbejde udført af individuelle bestyrelsesmedlemmer altid er en fælles bestyrelsesbeslutning.

Den samlede bestyrelse skal altså vide og være indforstået med:

  • Hvad opgaven består i

  • Hvordan opgaven honoreres

  • Hvor lang tid opgaven skal tage

Det skal til enhver tid være tydeligt for enhver i bestyrelsen, hvilken opgave der skal løses, til hvilken pris og til hvilken deadline.

Ellers skal man i hvert fald overveje, om man er på kant med regler for habilitet og uafhængighed.

Habilitet og uafhængighed

Alle bestyrelsesmedlemmer skal til enhver tid sætte selskabets CVR-nummer over egne interesser.

Særligt hvis der pludselig er sammenblanding af personlige eller økonomiske interesser.

Dér bliver det endnu mere vigtigt, at hele bestyrelsen har nikket til, at et enkelt bestyrelsesmedlem har løst en specifik opgave.

Så tag bare begge kasketter på, men sørg for at ingen er i tvivl om, hvilken kasket du reelt bærer i bestyrelsesrummet.

Her kan du læse mere om det værdiskabende bestyrelsesarbejde: