Mette Madsen: Lederen, der blev udviklingskonsulent - og landede sin første bestyrelsespost i den finansielle sektor

Mette Madsen er en af dem, som jeg stadig har tilgode at møde ude i det virkelige liv. Alligevel føler jeg faktisk, at jeg kender hende. Lige pludselig begyndte vores veje at krydse hinanden - og det er jeg rigtig glad for!

Mette arbejder indenfor idrættens verden, og lige pludselig havde hun landet en bestyrelsespost i et medlemsejet forsikringsselskab. Faktisk foregik det sådan, at Mette (og andre kandidater) stillede op foran ca. 300 dedikerede medlemmer, hvor de hver især holdt en tale. I den forbindelse siger Mette følgende:

🗣💬 “Det var spændende og en smule nervepirrende at skulle stå foran så mange mennesker, som ikke kendte mig i forvejen - og efterfølgende blive konfronteret i form af afstemningen. Det var som at være til eksamen. Og en kæmpe succes, at dem som vi er til for, har valgt mig med flest stemmer”

Jeg kan ikke få armene ned 🙌🏼 Vi har brug for mange flere som Mette. Hun er mega sej og inspirerende. Faktisk er vi så heldige, at hun gerne vil dele sin historie med os her på Nyibestyrelsen.dk. Læs med og lad dig inspirere her!

Hvad laver du i dit daglige arbejde?

Jeg er udviklingskonsulent hos Dansk Firmaidræt. Her har jeg blandt andet ansvaret for vores ungeområde og ungdomsuddannelser med henblik på at få mere bevægelse i hverdagen. Vi ved nemlig at idræt, motion og bevægelse både skaber bedre fysisk og mental trivsel. I nærmeste fremtid kommer mit fokus også til at omhandle frivillighed - det bliver også spændende at dykke mere ned i det område.

Grundlæggende er jeg fascineret af, hvad vi kan sammen – og af at bringe forskellighed i spil. Uanset om det handler om løsning af opgaver, udfordringer eller udvikling.

Hvorfor valgte du at gå ind i bestyrelsesarbejdet?

I størstedelen af mit arbejdsliv har jeg arbejdet som leder og derfor også arbejdet tæt sammen med bestyrelser. Jeg har også selv været en del af forskellige styregrupper, som på nogle områder har nogle fællestræk med bestyrelsesarbejde. Med andre ord, så har jeg fået et indblik i bestyrelsesarbejdet på forskellig vis og måske på en anderledes måde.

Jeg har derfor set mange sider af Bestyrelsesland med de stillinger, som jeg har haft. I nogle tilfælde har jeg været enig i processen for beslutningerne og de forskellige tiltag, og i andre tilfælde har jeg klart tænkt, at jeg gerne ville bidrage til at gøre det anderledes. Netop derfor valgte jeg at gå ind i bestyrelsesarbejdet. Det blev tydeligt for mig, at nogle af de kompetencer, som jeg besidder, godt kan bruges i en bestyrelse.

Særligt muligheden for at have helhedsblikket motiverer mig. At se hele forretningen og fokusere på, hvordan vi på bedst mulig vis agerer den øverste strategiske ledelse. Hvilke kompetencer er der brug for i bestyrelsen og ledelsen? Hvordan driver vi virksomheden bedst muligt? Og ikke drifter! Jeg brænder for at spille ledelse og medarbejdere gode med fokus på virksomhedens mål og formål.

Og så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at Laura Vilsbæk har inspireret mig til at tage skridtet. Ved at følge med på LinkedIn og ikke mindst lytte til podcast-episoderne, har jeg fået blod på tanden.

Havde du nogle forbehold eller fordomme om bestyrelsesarbejdet, der holdt dig tilbage?

Som mange andre, så havde jeg et indre billede; Bestyrelsen er sammensat af medlemmer, som er hardcore til jura og økonomi. Med andre ord; Tunge poster (I mine øjne) og jo slet ikke det, som jeg kommer med. Spørgsmålet var derfor; Hvad kan jeg bidrage med? Jeg var meget opmærksom på; Hvad kræver det af mig? Og hvor finder jeg lige en post? Jeg kommer med noget, men slet ikke det hele. Jeg kan noget andet, men det afhænger også af dem, som er i bestyrelsen - og dem, som skal vælge mig! Kan de se værdi i mine kompetencer?

For mig er det vigtigt, at bestyrelsen følger med i en foranderlig verden, og at jeg ikke kommer til at sidde fast. Og der har jeg nok en fordom om, at der er mange bestyrelsesmedlemmer, som “sidder i bestyrelserne fordi det har jeg gjort længe og kender virksomheden godt”. Med andre ord, så har ingen i bestyrelsen fået spurgt hinanden om det fortsat er de rigtige kompetencer der er til stede? Sikre at der en proces der giver mulighed for at spørge; Kan du fortsat bidrage til virksomhedens vækst eller hvor det er virksomheden skal hen?

Hvordan fik du din allerførste bestyrelsespost?

Tilbage i foråret 2023 blev jeg spurgt af en bekendt, som havde set, at der var valg til bestyrelsen; “Kunne det ikke være noget for dig?”. På daværende tidspunkt havde jeg allerede selv tænkt tanken, så det var slet ikke så fjernt for mig. Jeg var derfor meget åben og tænkte; “Det kunne da egentlig godt være”.

Det var en bestyrelsespost hos GF TrekantOmrådet - og som en del af dét at være medlem af GF har man mulighed for at stille op.

Vi var i alt fem, som stillede op til bestyrelsesposten. Nogle var på genvalg, én var suppleant, og så var vi nogle udefra. GF TrekantOmrådet er medlemsejet, hvilket betyder at der var tale om et demokratisk valg, hvor medlemmerne skulle stemme. Det foregik sådan, at vi stillede op foran 300 dedikerede medlemmer, hvor vi hver især holdt en tale med fokus på; Hvad vil jeg, og hvad ser jeg? Efter talerne blev der stemt, og jeg blev valgt ind. 

Det var spændende og en smule nervepirrende at skulle stå foran så mange mennesker - og som ikke kendte mig i forvejen, og efterfølgende blive konfronteret i form af afstemningen. Det var som at være til eksamen. Og en kæmpe succes, at dem som vi er til for, har valgt mig med flest stemmer. Det har helt klart efterfølgende haft betydning for min indgang og tilgang til de første bestyrelsesmøder. 

Har du fået flere poster siden? Eller har du planer om at søge flere?

Jeg har ikke fået flere poster siden - og det er helt bevidst. Mit fokus har været at komme godt i gang i bestyrelsen hos GF TrekantOmrådet, og jeg vil ikke være afvisende på sigt for en bestyrelsespost mere. Det afhænger dog af, hvad det kræver. For mig er det vigtigt at jeg både har tiden og kompetencerne og dermed har mig selv med - det er en opgave som jeg tager alvorligt.

Dét at være i en finansiel bestyrelse er sindssygt spændende - og jeg tror, at det er meget anderledes end en del andre, fordi der er så mange regler og love som man skal overholde. Det giver et andet og sikkert i nogle tilfælde et mindre frit handlerum end eksempelvis i en SMV. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at stille mig til rådighed i en anden form for virksomhed i eksempelvis en SMV og indenfor et helt andet område - det vil være interessant med så forskellige indsigter.

Hvad kan du bidrage med i bestyrelseslokalet? Og hvordan skaber det værdi for virksomheden?

Jeg har været leder i mere end 20 år - både i den finansielle verden og senest i NGO. Disse erfaringer gør, at jeg både tænker kommercielt og er vant til mange interessenter, hvilket gør at jeg blandt andet kan bidrage med viden og erfaringen indenfor:

  • Strategi og ledelse

  • Tværgående samarbejde internt og eksternt

  • Kunde og medlemsorienteret

  • Drift og udvikling

Den røde tråd for mig i arbejdet som udviklingskonsulent hos Dansk Firmaidræt og bestyrelsesmedlem hos GF TrekantOmrådet er, at det er medlemsorienteret. Det er ikke kunder i butikken, det er medlemmer. Så der er også en anden tilgang og ofte en anden proces for beslutninger. Derudover har jeg også mit netværk som spænder bredt fra den offentlige sektor, den private sektor, den finansielle verden, NGO’er - særligt i idrætsverdenen.

Hvad er det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse?

Jeg synes, at det er meget motiverende at vide, at det ansvar og det mandat vi har fået tildelt gør at det er vigtigt at jeg sætter mine kompetencer i spil. Både ledelsesmæssigt og strategisk. Det motiverer mig, at være en del af vækst og fremdrift, men også samtidig at gøre virksomheden til en god arbejdsplads.

Det er det bedste af “begge verdener” at kunne bruge mine ledelsesmæssige kompetencer i mit bestyrelsesarbejde og samtidig kan jeg bidrage med alt det som jeg brænder for både i min dagligdag hos Dansk Firmaidræt og som bestyrelsesmedlem hos GF TrekantOmrådet. Dét synes jeg er enormt spændende. Jeg er nysgerrig af natur og ønsker at vide mere. Det er en god måde, at lære nyt (og der er meget) og blive klogere på - men i høj grad også at sætte det i spil på forskellig vis.

Derfor holder jeg også øje med andre bestyrelsesposter - men har på ingen måde travlt, det er vigtigt for mig, at det foregår ordentligt med henblik på at opnå erfaring, nødvendig viden, tid og så skal der også være ressourcer til det. Det handler om at kunne gøre en forskel. Så starter jeg på bestyrelsesuddannelse.

Ønsker til fremtiden?

Ja. Jeg ønsker en større gennemsigtighed. Den tendens, som jeg lige så stille begynder at se - og som Laura også kæmper for - det er, at der simpelthen bør være flere åbne opslag. Det vil gøre Bestyrelsesland meget mere professionelt. Mit ønske er, at bestyrelsesposterne bliver slået op. Det vil helt sikkert give flere stærkere og bedre kvalificerede bestyrelser til gavn for både virksomheder, samfund såvel som civilsamfund. Så vil det uden tvivl også skabe langt større diversitet og det kan bestyrelsesarbejdet kun blive mere kvalificeret af.

Andet du gerne vil dele?

En del af min rejse er også som tidligere nævnt at få en bestyrelsesuddannelse. Og det går jeg faktisk i gang med her i november - og jeg ser frem til at blive klædt på. Og i den forbindelse vil jeg også lige slå et slag for onboarding. Det er min opfattelse, at mange tænker: “Fint, nu er du valgt ind - så kører du bare derfra”. Selve onboarding er vigtig for at få mest muligt og hurtigst muligt ud af den/de nye bestyrelsesmedlemmer. En hel del indsigter i bestyrelsesarbejdet og virksomheden er der først naturlig adgang til efter posten er indtaget. Så sørg for at klæde nye medlemmer på hurtigst og bedst muligt. Den ambition vil jeg også have med mig i mit videre bestyrelsesarbejde. 

Her kan du finde flere inspirerende rollemodeller: