Niklas Hall og jeg har arbejdet inden for samme felt i mange år, hvor vi faktisk ‘bare’ har været såkaldte LinkedIn-venner. Men pludselig begyndte vores veje at krydse hinanden - og det er jeg rigtig glad for!
Niklas er nemlig mega inspirerende og super dygtig samtidig med, at han er helt nede på jorden. Netop derfor er han et rigtig godt eksempel på en rollemodel, som vi kan spejle os i og lade os inspirere af 🤩
Niklas har landet sin første bestyrelsespost - og han siger i den forbindelse følgende:
Jeg motiveres af at se helheden og at kunne bidrage til at gøre en forskel. Det er vitterligt muligt at påvirke den retning, som virksomheden kommer til at tage.
Og fortvivl ikke. Vi er nemlig så heldige, at Niklas gerne vil dele sin historie med os her på Nyibestyrelsen.dk. Så fasten your seat belt og lad dig inspirere her.
Hvad laver du i dit daglige arbejde?
Jeg er konsulent og hjælper virksomheder med at komme i gang (eller komme videre) med deres digitale transformationer.
Der er ofte meget fokus på de digitale teknologier i sig selv, især de nyeste, mens det ofte kniber med at omsætte implikationerne af teknologierne til konkrete anvendelser i den enkelte virksomhed. I den forbindelse er det vigtigt at bevare jordforbindelsen og huske at indtænke de mennesker og de arbejdsprocesser, som har ført virksomheden frem til hvor den er i dag.
Her trækker jeg både på lang erhvervserfaring fra en række forskellige virksomheder og en anden slags erfaring fra min tech startup, Acumex, som har været omdrejningspunkt for mit arbejde med kunstig intelligens og andre nye teknologier. Startups og store, modne virksomheder har meget forskellige dynamikker og forudsætninger for at drive forandring, men de har begge noget at tilbyde den anden part og den bro søger jeg også at bygge i mit arbejde.
Hvorfor valgte du at gå ind i bestyrelsesarbejdet?
For 10 år siden begyndte jeg at kigge på mulighederne for at bringe min viden i spil uden for mit eget daglige virke. Jeg var allerede involveret i startup-miljøet og det var naturligt i første omgang at kigge på advisory boards og mentorgrupper, som de for eksempel bruger på DTU Science Park, hvor jeg har været aktiv mentor.
Begge dele giver et godt indblik i de typer af udfordringer, som jeg sidder med som founder og leder i en startup. Samtidig er der rig mulighed for at byde ind med viden samt faglig og menneskelig erfaring. Det er vigtigt at huske, at det ikke er en ensrettet proces. Viden og inspiration flyder også den anden vej, og jeg har lært meget af at arbejde med virksomheder i den ramme. Det gælder både fra virksomhedsteamet selv og fra kollegerne i boardet eller mentorgruppen.
Det er på baggrund af den gode erfaring fra arbejdet med advisory boards og mentorgrupper, at tanken om en bestyrelsespost blev dannet. Dels er bestyrelsesarbejdet kva de mere formelle krav en mulighed for igen at prøve at arbejde på en ny måde og dels åbner det typisk for muligheden med at arbejde med flere forskellige typer af organisationer (for eksempel NGO'er, SMV'er og måske en dag endnu større virksomheder).
Samtidig sidder jeg med en klar fornemmelse af, at mange virksomheder kæmper med at få greb om de forskellige muligheder og trusler, som nye teknologier og forretningsmodeller stiller dem overfor. Bestyrelserne er ofte ikke fagligt eller erfaringsmæssigt klædt på til at gå ind i det strategiske arbejde, som hænger sammen med digital transformation. Det vil jeg gerne være med til at ændre.
Havde du nogle forbehold eller fordomme om bestyrelsesarbejdet, der holdt dig tilbage?
Jeg havde en idé om, at mange bestyrelser eksisterer, fordi der skal være en. Det gælder for eksempel de såkaldte tantebestyrelser, som typisk kædes sammen med mindre, ejerledede, virksomheder. Jeg vil dog ikke sige, at det holdt mig tilbage, snarere tværtimod.
Jeg mener, at bestyrelserne skal bidrage aktivt til at sikre virksomhedens udvikling og det kræver blandt andet også at forholde sig til nye teknologier (kunstig intelligens, for eksempel), nye forretningsmodeller (digitale muligheder) og trusler (for eksempel cybersikkerhed). Dette kommer oveni de sædvanlige opgaver i bestyrelserne, som på ingen måde falder bort. Der kommer flere opgaver til og kompleksiteten er stigende. Mange bestyrelser er for smalt sammensat til at kunne varetage alle aspekter af de udfordringer, som en moderne virksomhed står overfor.
Der er behov for at mande op, og i samme åndedrag som jeg siger det, vil jeg pege på behovet for mere diversitet. For faktum er, at der er mange mænd med samme baggrund, erfaring og alder, som sidder i bestyrelserne og der er brug for flere perspektiver for at undgå de blinde vinkler. Altså, flere kvinder, flere unge, flere med anden etnisk baggrund og flere med de knap så typiske uddannelser, som ellers præger bestyrelserne. Det er ikke et nulsumsspil. Der er plads til og brug for mange flere kompetencer i bestyrelseslokalerne - og der vil fortsat være plads til hvide mænd over 50.
Hvordan fik du din allerførste bestyrelsespost?
Mine første to bestyrelsesposter var af den type, som mange elsker at hade: Bestyrelsesmedlem i andelsforeningen og i børnenes fritidsklub.
Mange vil mene, at det ikke er rigtige bestyrelsesposter eller at det er ren hygge. Min erfaring var dog, at vi sad med store og vigtige beslutninger i de respektive bestyrelser. Det omhandlede både økonomi for andelsforeningens vedkommende og håndtering af en sammenlægning med Københavns Kommunes fritidsordning for klubbens vedkommende. Det var således udmærkede steder at træde mine bestyrelsesbarnesko i størrelse 47.
Frivillige foreninger er også et glimrende sted at få sig noget bestyrelseserfaring. Jeg har siddet i bestyrelsen for Copenhagen Suborbitals Support (en støtteforening for Copenhagen Suborbitals, for alle der brænder for at se en bemandet danskbygget raket blive sendt ud i rummet og komme ned igen i god behold). Foreningen selv er ikke raketvidenskab, men udfordringerne er alligevel ikke trivielle. Erfaringerne herfra har hjulpet mig som medstifter af foreningen Found Diverse (oprindeligt Female Founders of the Future) og som fødselshjælper for den nye bestyrelse i den selvstændige forening Coding Pirates Tårnby, hvor jeg fortsat er revisor.
Jeg har lært noget af alle disse bestyrelsesposter og har haft brug for mange aspekter af min faglige viden. Det har i høj grad også vist mig (igen, kan man sige) hvor meget menneskelige kvaliteter som samarbejdsevner, lederevner og empati betyder for at få bestyrelsens arbejde til at lykkes. Jeg kan kun opfordre alle, der ønsker at prøve kræfter med bestyrelsesarbejdet, til ikke at overse den læring, der kommer fra de frivillige bestyrelser. De er en vigtig del af vores samfund og de udfordringer, man kommer til at stå overfor, kan man sagtens lære noget af og få glæde af senere.
I maj 2023 tiltrådte jeg bestyrelsen for ReDI School Danmark. Det er første gang, jeg er blevet opfordret til at søge og derefter blevet indstillet til en bestyrelsespost. Selvom det ikke er min første bestyrelsespost, så er det dog en milepæl for mig på bestyrelsesrejsen. Det gik sådan for sig:
Der var blevet en plads ledig i bestyrelsen for ReDI School Danmark, hvor bestyrelsen og ledelsen var gået i gang med at indstille kandidater. Jeg havde fulgt ReDI Schools udvikling gennem noget tid og har stor respekt for både formålet (at fremme integrationen af flygtninge- og migrantkvinder ved at skabe et teknologisk afsæt) og de resultater, der hidtil er blevet skabt. Det ville jeg gerne bidrage til. Ved et spøjst tilfælde rakte direktøren for ReDI School Danmark, Vibe Lindgård Bach, og jeg ud til hinanden på samme tid og det var ikke svært at blive enige om mit kandidatur.
Derefter gik processen videre med en drøftelse af de forskellige kandidater i bestyrelsen, hvilket endte med, at jeg havde en samtale med bestyrelsesforperson, Anne Kjær Bathel, og stifter af ReDI School, som mundede ud i en endelig godkendelse af mit kandidatur og indtræden i bestyrelsen.
Har du fået flere poster siden? Eller har du planer om at søge flere?
Jeg har indtil videre valgt at fokusere på at komme godt i gang med min bestyrelsespost i ReDI School Danmark. Når jeg har fået lidt erfaring herfra og hvis tiden tillader det, så vil jeg søge en ekstra post.
Hvad kan du bidrage med i bestyrelseslokalet? Og hvordan skaber det værdi for virksomheden?
Mine erfaringer spænder meget bredt lige fra store dele af en virksomheds værdikæde til globale koncerner, startups og NGO'er i både den private og offentlige sektor. Jeg er teknisk funderet og kommercielt tænkende og bygger let bro mellem forskellige faggrupper. Det kan sammenlignes med en Schweizerkniv eller indholdet i Pelle Pelikans næb. Der er hele tiden et værktøj at gribe til.
Jeg kommer desuden med min viden, mit eget mindset og mit eget netværk. Det vigtigste er dog at huske, at de andre bestyrelsesmedlemmer og ledelsen også kan noget, især også meget som jeg ikke selv kan. De væsentligste bidrag kommer i vekselvirkningen mellem de forskellige ideer, som de enkelte bestyrelsesmedlemmer kommer med. Tilsammen får vi bedre ideer og finder bedre løsninger. Det er netop det, der er argumentet for diversitet i bestyrelseslokalet. Forskellige mindsets kan godt mødes om et fælles mål og skabe værdi for virksomheden ved mere perspektiverede løsninger.
Som ny i en bestyrelse er det godt med lige dele ydmyghed og undren. Ydmyghed, fordi man netop ikke ved alt, og så er det bare med at lytte. Dertil den lille undren og nysgerrighed, der giver afsæt til at prøve noget nyt eller at gøre noget anderledes. Min oplevelse er, at de eksisterende bestyrelsesmedlemmer udviser samme tilgang. De vil gerne høre, hvad jeg har at sige, og det er bare med at lægge den introverte kappe og få sagt, det jeg tænker. Dér kan jeg skabe værdi. Dér kan vi alle skabe værdi, fordi vi i fællesskab danner rammerne for at udvikle virksomheden.
Der er naturligvis stadig øje på økonomistyring, regnskaber, governance og den slags discipliner. De skal være der og tjener deres formål. Men vi får også tænkt innovation og forretningsudvikling, som er nogle af de områder, hvor jeg kan og vil bidrage samt sætte mit aftryk i bestyrelsens arbejde.
Hvad er det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse?
Det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse er at få muligheden for at arbejde med det helt store helikopterperspektiv på virksomhedens tilstand og udvikling. Jeg motiveres af at se helheden og at kunne bidrage til at gøre en forskel. Det er vitterligt muligt at påvirke den retning, som virksomheden kommer til at tage. Det er spændende og kræver samtidig en respekt for processen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer og ledelsen.
Ønsker til fremtiden?
Jeg håber at sætte et positivt aftryk på ReDI School Danmark, så organisationen kan fortsætte og udbygge det fantastiske arbejde, som de gør.
Når tiden er inde, vil jeg fortsætte min udviklingsrejse ved at prøve kræfter med bestyrelsesarbejde i en anden ramme, måske en SMV. Jeg har et klart indtryk af, at mange SMV'er gerne vil innovere og styrke deres digitale evner, men oftest ikke ved hvordan. Det vil jeg gerne være med til at ændre. På lidt længere sigt kunne det være interessant med en international bestyrelsespost, så det vil jeg også forfølge.
Andet du gerne vil dele?
Ja! Jeg håber, at mange flere vil kaste sig ud i bestyrelsesarbejdet. Ingen i dag kan vide alt om alt og der bliver brug for mange slags viden til fremtidens løsninger. Der er ikke nogen grund til at holde sig tilbage af frygt for ikke at have noget at byde ind med. Et sted derude sidder der nogen og mangler netop det, som du kan.