I “20 veje til den første bestyrelsespost” skriver jeg bl.a. om rollemodeller, fordi én af de mange veje ind i bestyrelsen også er, at du finder nogle gode rollemodeller. Og det skal være de rigtige rollemodeller. I hvert fald hvis rollemodellerne skal animere til handling og gi’ dig troen på, at der også er en bestyrelsespost til dig.
De inspirerende rollemodeller
Det er nemlig ikke hvem-som-helst, der kan fungere som rollemodeller for alle. Forskning fra Exeter University viser netop, at rollemodeller skal være "attainable", "inspirational" og "desirable" for at ha' en positiv effekt. Og det giver super meget mening. I hvert fald for mig og især ift. min egen start på bestyrelsesarbejdet.
Dengang jeg kun kendte Stine Bosse, Nina Smith og Flemming Besenbacher, kunne jeg ikke se mig selv i en bestyrelse. De er allesammen super inspirerende for mig, men de er ikke opnåelige, og faktisk er de heller ikke det, jeg selv drømmer om at blive (desirable), fordi jeg slet ikke drømmer om de bestyrelsesposter, de har i kæmpestore selskaber. Jeg elsker SMV’erne og har ingen ambitioner om de store corporates.
De rigtige rollemodeller
Men da jeg først mødte Mie Krog, Lone Jager Lindquist og Majken Pape, kunne jeg meget bedre se mig selv i bestyrelsesrollen. De var tættere på mig, min hverdag og mit virke, så pludselig virkede bestyrelsesarbejdet mere tilgængeligt og slet ikke så utilnærmeligt.
De bedste rollemodeller er nemlig dem, vi kan forholde os til, relatere til, og hvis position er (relativt) opnåelig for os. Og med tiden har jeg fået mange flere gode, stærke og inspirerende rollemodeller, som alle motiverer mig til at udviklere flere aspekter af mit eget bestyrelsesarbejde.
Rigtig god fornøjelse med bestyrelsesarbejdet - og med at finde de gode rollemodeller :)
P.S. Foto er fra Bestyrelseskvinders årsmøde 2019. Her har jeg fundet mange nye, gode og virkeligt inspirerende rollemodeller.
Her skriver jeg også om vejen til bestyrelseslokalet: