Hører medarbejderne hjemme i bestyrelseslokalet?

Hører medarbejderne hjemme i bestyrelseslokalet? Ja da! Klart! Faktisk kan jeg slet ikke se, hvordan vi kan løse vores opgave godt nok, hvis vi aldrig interesserer os for, møder eller inviterer medarbejdere ind i bestyrelseslokalet.

Få medarbejderne med

Lad mig uddybe. Hen over sommeren delte Stine Bosse en række blogindlæg på LinkedIn, og særligt et om Churchill var jeg nødt til at reagere på. Stine skrev:

"Når en virksomhed sætter nye sejl og viser nye veje, er det naturligvis ikke alle, der ser mulighederne og perspektiverne. Det gælder ofte internt og eksternt. Men har man medarbejderne bag strategien, er man godt på vej.

Som da Churchill tager undergrundsbanen for at tale med virkelige mennesker med virkelige liv. Her får han klarsynet og opbakning til at ville vinde. Derfor er medarbejdernes repræsentanter i bestyrelser ganske vigtige – måske særligt vigtige i strategiske vejvalg. Kan de se ideen, kan de se visionen og nyskabelsen, er man godt på vej”.

Stine Bosse, Bestyrelsesformand og -medlem i flere internationale selskaber

Og Stine har jo helt ret. Vi skal tale med, forstå og inddrage medarbejdernes perspektiv.

Vi skal interessere os for dem, og vi skal forstå den virkelighed, de skal eksekvere i.

Det strategiske arbejde

Og det gælder især ift. det strategiske arbejde i bestyrelsen. Uden medarbejderne kan vi udtænke, vurdere og diskutere nok så mange store og flotte strategiplaner. Hvis vi ikke får medarbejderne med ombord, er de ingenting værd.

Her dækker de mere tilbagelænede bestyrelser sig ofte ind under armslængdeprincippet, for “bestyrelsen skal jo ikke drive virksomheden fra bestyrelseslokalet”. Det er direktionens opgave. Og det er det også i hverdagen. Men fra bestyrelsens side skal vi sikre os, at de rigtige betingelser er til stede.

Vi skal fra bestyrelsens side sikre os, at direktionen mestrer ledelsesopgaven og evner at få medarbejderne med ombord.

At direktionen har et så godt samarbejde med mellemlederne, at de forstår deres andel i strategiarbejdet og byder ind med de taktiske indsatser.

At de rette kompetencer, den nødvendige tid og den afgørende ledelsesopbakning og -sparring er til stede. På alle niveauer. Og ikke bare når vi snakker om det til bestyrelsesmøderne, men hver evig eneste dag i virksomhedens dagligdag.

For alle de bedste og mest nytænkende og mest innovative strategier er intet, hvis ikke vi får medarbejderne med.

Derfor lægger Stine bl.a. op til de medarbejdervalgte medlemmer af bestyrelsen.

Invitér medarbejderne indenfor

Alle virksomheder med mere end 50 medarbejdere har mulighed for (krav på) medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Det kan give god mening, men lige præcis rollen som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kommer også med en række dilemmaer.

Derfor kan man også gøre noget andet. Man kan invitere medarbejderne indenfor.

Jeg synes selv, det giver utroligt stor værdi i bestyrelsen, når vi møder afdelingslederne eller andre medarbejdere i organisationen, som kan byde ind på de aktuelle problemstillinger, vi arbejder med. Fordi de har viden, og fordi det er dem, der arbejder med tingene i det daglige. Så får vi det rigtige billede at arbejde ud fra.

Ligeså hører jeg fra de chefer og medarbejdere, der deltager på møderne, at det er værdifuldt at komme tættere på bestyrelsens arbejde, fordi det så er nemmere at forstå og eksekvere på strategien.

Mød medarbejderne

Og så er der dér med medarbejderne og ledelseslagene omkring og under den adm. dir. - at de også er vores ansvar i bestyrelsen.

At vi både forstår og stiller krav til alt det formelle ift. ledelsesopgaven, men at vi også er vores ansvar bevidst og sætter os ind i det mere uformelle. I kulturen, i omgangstonen, i trivslen generelt.

Personligt siger jeg fx altid ja tak, hvis jeg bliver inviteret på frokost i virksomheden - og hvis jeg en dag ikke bliver inviteret, inviterer jeg mig selv. Det kan også være, jeg i en pause selv henter min kaffe i automaten og deltager i kaffesnakken i det omfang, det giver mening.

Jeg spørger også altid ifm. min onboarding, om der er medarbejdertilfredshedsundersøgelser af den ene eller den anden art, og om jeg må drikke en kop kaffe med et par af medarbejderne. Ikke at jeg dermed får alle mulige detaljer gravet frem, men jeg får en temperaturmåling og nogle indikationer, der gør mig skarpere i bestyrelsesarbejdet.

Jeg bliver skarpere, fordi jeg har en langt bedre forståelse af virksomheden, af medarbejderne og af de formelle og uformelle rammer, der sætter alle i stand til at performe.

Så ja tak til flere medarbejdere i bestyrelseslokalet. For bestyrelsens skyld, for medarbejdernes skyld - og ikke mindst for virksomhedens skyld.

P.S. Det er næsten for grimt til at nævne, men i nyere tid er sagerne omkring Ilse Jakobsen (IJH A/S) et rigtig godt eksempel på, at vi som bestyrelse ikke altid kan forlade os på alle de ting, den adm.dir. fortæller om på møderne. Det er i bedste fald kun én side af historien, i værste fald en glansbilled-fortolkning af en menneskeskæbner i ruiner. Og jo, det er (også) vores ansvar.

Her skriver jeg også om det værdiskabende bestyrelsesarbejde: