Anne Randbo Back: Min første bestyrelsepost (og hvorfor HR også er guld værd i bestyrelseslokalet)

Jeg bliver altid glad helt ned i maven, når jeg ser nye profiler annoncere nye bestyrelsesposter, således også da Anne Randbo Back, som er selvstændig inden for leder- og teamudvikling, coaching og HR , på LinkedIn annoncerede en ny post i et advisory board.

Jeg tog straks fat i Anne for at høre, om hun ville dele ud af sine erfaringer, fordi hun også rent kompetence- og erfaringsmæssigt er alt andet end en Jens i jakkesæt - og den slags historier kan vi slet ikke få nok af her på Nyibestyrelsen.dk.

Anne var heldigvis frisk på at dele, og her får du - i interviewform - alle hendes guldkorn og erfaringer ift. at komme i gang med bestyrelsesarbejdet.

Hvorfor valgte du at gå ind i bestyrelsesarbejdet?

Jeg har altid arbejdet med strategisk udvikling af virksomheder, enten som kommunikationsrådgiver, HR-chef eller nu som selvstændig erhvervscoach.

Jeg trives godt med at sikre, at der bliver truffet helhedsorienterede beslutninger, som tager udgangspunkt i fakta og viden, og som samtidig tager højde for ressourcer, branche og marked. For mig er det alfa og omega, at de planer, vi laver, er både strategiske og realistiske.

Jeg bliver helt høj af at se en virksomhed løfte sig, fordi vi i fællesskab har fundet den helt rette vej frem!

Havde du nogle forbehold eller fordomme om bestyrelsesarbejdet, der holdt dig tilbage?

Jeg har tidligere ubevidst tænkt, at bestyrelsesmedlemmer var 60+ i alder. Men pludselig så jeg, at mine bekendte begyndte at få bestyrelsesposter, og de var ligesom mig omkring de 40 år. Så var jeg pludselig ikke sen til selv at komme ud af starthullerne, for jeg har altid vidst, at jeg gerne ville lave bestyrelsesarbejde.

Hvordan fik du din allerførste bestyrelsespost?

Jeg postede mit bestyrelses-CV på LinkedIn. Dagen efter blev jeg ringet op af en virksomhedsejer, som fortalte, at hans revisor havde anbefalet ham at få et advisory board. Ejerlederen bad mig dels sidde med i advisory boardet men også indledningsvist definere, hvilke andre kompetencer ud over mine, der ellers var brug for, og rekruttere dem for ham via mit netværk.

Hvad kan du bidrage med i bestyrelseslokalet - og hvordan skaber det værdi for virksomheden?

Jeg har 15 års erfaring med ledelse, HR, branding og intern kommunikation. Jeg har siddet på begge sider af bordet dels som ekstern rådgiver for en lang virksomheder, dels som HR-chef og kommunikationschef. Nu er jeg selvstændig erhvervscoach med særligt fokus på teams, ledere og medarbejdere.

Den erfaring betyder, at jeg tænker kommercielt og strategisk. Jeg ser en sag fra mange perspektiver, og jeg har kendskab til et væld af brancher, og så har jeg en viden om og et fokus på den helt afgørende rolle, som medarbejderne spiller i enhver virksomheds udvikling og succes. Vi må og skal altid tage højde for de menneskelige ressourcer, hvis vi vil godt i mål

I bestyrelseslokalet er jeg typisk den, der sikrer, at vi holder fokus og ikke kommer ud af en sidevej i vores drøftelser. Så ud over viden om ledelse og kommunikation bidrager jeg også til, at der er struktur og fremdrift på bestyrelsesmøderne og i det øvrige samarbejde. 

Hvad er det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse?

Det bedste ved at arbejde i en bestyrelse eller et advisory board er at få lov at løfte virksomheden og dens medarbejdere gennem strategisk velfunderede tiltag. 

Det er afgørende for mig at sikre, at visioner, planer og udvikling sker på en måde, hvor der er taget højde for alle aspekter, og hvor det er realistisk at komme i mål med de ting, vi beslutter.

Ofte bliver bestyrelsesmedlemmer eller ejerledere grebet af begejstring, håb eller en fed idé, og det er jo også superfedt, så længe vi husker også at tænke tingene igennem ud fra fakta som blandt andet ressourcer og marked. For mig sikrer den 360 graders vurdering, at vi ikke pludselig møder en mur undervejs, som vi ikke havde forudset. Og jeg vil jo gerne have, at vi bare kan køre derudaf, når først planerne er lagt!

Andet du gerne vil dele?

Jeg vil varmt anbefale alle, der gerne vil arbejde i en bestyrelse eller et advisory board, at de søger viden og sparring fra nogle, der har erfaring. Personligt fik jeg et erfarent bestyrelsesmedlem til at kigge mit bestyrelsesCV igennem, inden jeg bragte det i spil. Han hjalp mig med at blive knivskarp på, hvad jeg kunne bidrage med, og han åbnede faktisk mine øjne for, at jeg havde mere at byde ind med, end jeg selv var klar over. Så den jyske beskedenhed fik lidt modspil, og det var nok meget godt i den sammenhæng.

Og så vil jeg ellers bare anbefale, at man springer ud i det. Fortæl det til venner og bekendte. Eller som jeg gjorde: post dit CV på LinkedIn. Det har bragt mig op til flere poster.

Her skriver jeg også om vejen til den første bestyrelsespost: