Jeg skal simpelthen lige høre dig; Gør jeg det rigtigt?
Sådan sagde en af mine nye bekendte, da jeg mødtes med hende for at snakke om nogle fælles projekter. For hun var i tvivl. Havde fået sin første bestyrelsespost, var gået i gang med arbejdet og havde skabt de første resultater. Og var så alligevel lige nødt til at spørge. For hvad er egentlig “rigtigt” bestyrelsesarbejde?
Kompetencerne på plads
Lad mig bare slå fast: Hun er benhård og super sej. Har startet sin egen virksomhed efter et langt liv som direktør i corporate life. Og hendes business har succes. Så ja, hun er sej, hun kan lave forretning, hun er strategisk stærk, og hun er vant til at begå sig - både på de bonede gulve og blandt folkene på gulvet.
Og nu havde hun så også fået sin første bestyrelsespost og var pludselig kommet i tvivl om den måde, hun gjorde tingene på. For var det nu den rigtige måde?
Egentlig var hun egentlig ikke selv i tvivl, for den måde, hun havde valgt at gribe tingene an på, var den måde, hun bedst kunne skabe værdi på. Men hun var i tvivl om, hvorvidt det var “rigtigt” bestyrelsesarbejde i andres øjne. Altså dem dér, der har defineret disciplinen i mange år. Hvem de så end er.
Onboarding blandt medarbejderne
Helt konkret havde hun - som en del af sit selv-udviklede onboarding-forløb i den nyetablerede bestyrelse - været med en række montører på arbejde. På den måde havde hun fået værdifuld indsigt i medarbejdernes dagligdag, i kundernes behov og i markedet bredere forstået.
Og er det så rigtigt? Ja!
Og hvorfor var hun så alligevel i tvivl? Jeg tror, der er 2 årsager:
Fordi bestyrelsesarbejdet - i både konkret og overført betydning - som oftest foregår i et lukket rum, hvor ingen udefra aner, hvad der foregår
Fordi det dér med at tage udgangspunkt i verden uden for bestyrelseslokalet faktisk ikke er den gængse måde at gribe tingene an på
Det lukkede rum
Det lukkede rum er den helt store barriere for at få nye profiler i spil i de danske bestyrelser. For ingen aner rent ud sagt, hvad der foregår inde bag de lukkede døre. Og derfor er der mange, der tænker: “Det er nok ikke noget for mig”.
Der mange, der lader som om, og der er mange, som rent faktisk arbejder inde bag de lukkede døre. Men meget få fortæller om det, og derfor bliver det sådan et mysterium, hvordan man egentlig laver bestyrelsesarbejde. Kæmpe udfordring nr. 1. Især når en så kompetent kvinde kan komme i tvivl.
Verden uden for bestyrelseslokalet
Dernæst er der de lovgivningsbestemte rammer for bestyrelsesarbejdet, som kan være med til at spænde ben.
Fordi bestyrelsesarbejdet i så høj grad foregår i det lukkede rum, og fordi det er defineret så relativt afgrænset i Selskabslovens §115, er det nemt at tro, at bestyrelsesarbejdet udelukkende er noget, der foregår i det lukkede rum og som handler om at løse kontrolopgaven. For i Selskabsloven er der fokus på kontrolopgaven og risikoanalyserne og tilsynet med regnskaberne etc. Og nok er det altsammen vigtigt. Men der er noget andet, der er langt vigtigere. Hvis virksomheden ellers er sund og rask. Og det er, at vi er med til at udvikle virksomheden.
Så nok mødes vi i bestyrelseslokalet, men hvis vi aldrig interesserer os for eller involverer verden udenfor, er der en eklatant risiko for, at der er en hel masse, vi overser. Kæmpe udfordring nr. 2. Som den kompetente kvinde til gengæld havde helt styr på.
Derfor vil jeg også til enhver tid argumentere for, at både kunder og medarbejdere skal fylde meget mere i bestyrelsens arbejde. For hvem er det vi gerne vil udvikle noget til? Og hvem er det der skal eksekvere på de ting, vi beslutter? Det er hhv. kunderne og medarbejderne. Så lad os lige sætte os ind, hvad der rører sig derude. Her skriver jeg om medarbejdernes rolle i bestyrelsens arbejde og her om kundernes.
Dén havde hende, jeg snakkede med, fanget. Hun kunne bare ikke få øje på andre, der gjorde det samme. Og derfor kom hun i tvivl.
Armslængde behøver ikke betyde distance
Og det er ikke så sært, at mange kan komme i tvivl om, hvad arbejdet indebærer, stirre sig blind på Selskabsloven og forfalde til tanken om, at bestyrelsesarbejdet handler om kontrolopgaven, og at det er en hemmelig og fortrolig disciplin, som udelukkende foregår i små, lukkede rum.
Også i bestyrelseslitteraturen er kunder og medarbejdere nemlig totalt fraværende, hvis vi fx kigger på den onboarding, der er den del af pensum. Her er fokus nemlig på formalia. Du skal sørge for at få de seneste årsregnskaber, det godkendte budget, vedtægterne, forretningsordenen osv. osv. Intet om kunder og intet om medarbejdere.
Og på samme måde er der helt sikkert også nogle af de “rigtige” bestyrelsesmedlemmer, som vil anfægte, at vi overhovedet skal interessere os for kunder og medarbejdere. Vi skal jo - også iflg. Selskabsloven - holde armslængde til den daglige drift. Og ja, det skal vi. Det er ikke os, der skal agere afdelingschefer eller eksekvere på de ting, der er blevet besluttet.
Men vi skal sikre, at organisationen overhovedet har mulighederne, rammerne og de rette betingelser for at eksekvere. Og vi skal sikre os, at kunderne har en interesse i de ting, vi sender ud i markedet. Ellers er vores arbejde i bedste fald spildt. I værste fald ødelæggende.
Bedre bestyrelsesarbejde
Så ja, jeg synes hun gjorde - og gør - det helt rigtigt. Og at det netop er de ting, hun gør, der er brug for meget mere af i de danske SMV-bestyrelser. Der er - populært sagt - nok der kan løse kontrolopgaven. Nu skal vi ha’ mange flere profiler ind, som kan forretningsudvikle, strategiudvikle og innovere. Og meget gerne på helt nye måder. Måske endda ved at tage bestyrelsens arbejde ud af bestyrelseslokalet?
En afledt konsekvens er, at vi i så fald lægger vi os også lige i slipstrømmen af de velkendte innovationsmetoder. Og det vil vi nok allesammen gerne ha’ mere af.
Skulle jeg lave et banner i dagens anledning ville det være:
Bestyrelsesarbejdet ud af bestyrelseslokalet!
Skulle jeg lave to, ville det andet være:
Der er mange måder at lave bestyrelsesarbejde på!
(Og ja, det kunne en tekstforfatter nok gøre bedre, men hende hidkalder jeg den dag, der er brug for høj bannerførsel - fordi vi virkelig gerne vil lave bedre bestyrelser, hvor alle bidrager med deres kompetencer på deres måde :) )