Griller du kylling om natten?

Griller du kylling om natten? Sådan spørger WeBoard i en ny bog, der handler om værdien af advisory boards.

Bogen er primært henvendt til virksomhedsejere, som “griller kylling om natten”. Dvs. dem, der vender og drejer sig i bekymring for, hvordan det hele skal gå. Hvordan virksomheden vil udvikle sig.

Her kan et advisory board nemlig meget vel være svaret, og i bogen folder WeBoard advisory boardets rolle, funktion, sammensætning og bidrag ud i alle detaljer. Konkret, jordnært, lettilgængeligt og letforståeligt.

Jeg er - needless to say - kæmpe fan!

Samtidig har bogen også en anden del med anvisninger til alle, der gerne vil bidrage som medlemmer af et advisory board. Her opfordrer forfatterne til, at man gør sig sin rolle bevidst, og at man anerkender funktionen som tjenende ånd (mit begreb). Det handler nemlig ikke om medlemmerne - det handler om virksomhedens behov.

Griller du kylling om natten” er letlæst, letforståelig og en virkelig god og pædagogisk formidling af advisory boardets rolle og funktion for den ejer, der “griller kylling om natten” - og for de medlemmer som gerne vil bidrage til mindre stress, mere forretning og - ikke mindst - bedre nattesøvn hvor der grilles knap så meget kylling.

Advisory bords og bestyrelser

Forfatterne berører ganske kort forskellen på et advisory board og en bestyrelse. Forskellen ligger i ansvaret og magten. Hvor advisory boardet er fritaget fra formel magt og det formelle ansvar, er bestyrelsen forpligtet på den formelle magt og det formelle ansvar. Det er det, vi kalder bestyrelsesansvaret. Jeg beskriver også forskellen her.

Det fede er bare, at de to konstallationer i realiteten kan præcis det samme, og hvor WeBoard gør en dyd ud af nødvendigheden og fremhæver alle fordelene ved et advisory board (ligesom de også gør en dyd ud af at arbejde gratis), ser jeg i virkeligheden advisory boardets arbejde som et billede på det værdiskabende bestyrelsesarbejde.

Faktisk mener jeg, der er meget mere, der forener, end der er ting, der adskiller de to konstallationer fra hinanden.

Derfor er jeg også så begejstret for alle de facetter, WeBoard tager med i bogen. Den værdiskabende bestyrelse bidrager nemlig - som advisory boardet - med:

  • Strategisk sparring på de forretningsmæssige såvel som mere personlige og ledelsesmæssige udfordringer

  • Et tillidsfyldt og fortroligt rum båret af god energi og oprigtig interesse for virksomheden, dens ejerkreds og direktion

  • Forståelse og respekt for virksomhedens dagligdag, livscyklus og aktuelle situation

  • Adgang til netværk og nye samarbejdspartnere

  • Struktur, opfølgning, prioritering og et professionelt “trænerteam”, som hepper og bidrager til den positive udvikling

  • Nye perspektiver, relevante erfaringer og ikke mindst de rette kompetencer, som løbende skiftes ud over tid i takt med at de strategiske målsætninger indfries og muligheder og udfordringer ændrer sig

Alt i alt en super velskrevet, letlæst, letforståelig hyldest til de advisory boards, som er med til at skabe værdi i danske virksomheder - og de ejere som er gode til at tage imod den hjælp og sparring, advisory boardet kommer med.

Derudover ser jeg også bogen som en fantastisk inspiration til alle os, der også arbejder i bestyrelser. Følger vi også bogens anvisninger, er jeg ikke et sekund i tvivl om. at bestyrelsesarbejdet bliver langt mere værdiskabende, langt mere energifyldt og langt mere kreativt, innovativt og interessant for både ejer(leder) og bestyrelsesmedlemmer.

Det må bestyrelsesarbejdet nemlig også meget gerne være. Selvom nogle nogle gange forsøger at fortælle os noget andet.

Rigtig god fornøjelse med det værdiskabende strategiske arbejde - hvad enten det foregår i en bestyrelse eller et advisory board :)

Her skriver jeg også om det værdiskabende bestyrelsesarbejde: